Baggrund og formål
Der stilles i dag store krav om effektivitet, teamwork og et godt samarbejde på alle niveauer i en organisation. Både ledere og medarbejderne skal tackle en hverdag der er præget af et stort arbejds- og tidspres. Herved øges risikoen for stress, misforståelser og konflikter som i værste fald kan påvirke det psykiske arbejdsmiljø i en negativ retning.
Målet med kurset er at styrke deltagernes viden om en række situations-bestemte konfliktløsningsmetoder, der fører til holdbare løsninger af de konflikter, der belaster det gode samarbejde, den daglige effektivitet, trivsel og arbejdsglæde. Samtidig diskuteres de holdnings- og adfærdsændringer hos deltagerne, som er nødvendige forudsætninger for at opnå de bedste resultater.
På kurset arbejdes der med følgende temaer
- Belysning af de psykologiske mekanismer der er årsag til, at vi reagerer forskelligt under pres, stress og konflikt. Hvorfor er mange mennesker konfliktsky og hvordan ændres det?
- Hvordan kan du påvirke dine kollegers reaktionsmønster i en positiv retning, så det får en positiv indvirkning på det psykiske arbejdsmiljø?
- Hvordan kan du selv udvikle et positivt reaktionsmønster når du føler dig uretfærdigt behandlet? Hvordan lærer du at sige fra på en konstruktiv måde?
- Hvad forstås ved situationsbestemt konfliktløsning og hvilke værktøjer kan styrke din personlige gennemslagskraft så du bliver hørt, forstået og respekteret?
- Hvordan planlægges den vanskelige samtale? Hvilke psykologiske og etiske spilleregler skal overholdes for at begge parter føler sig trygge, og at ingen taber ansigt?
- Hvordan kan du sikre dig, at dine intentioner bliver opfattet positivt af modparten? Hvordan undgår du at blive misforstået?
- Hvordan afstemmes dit verbale budskab og dit kropssprog, og hvordan kan du gøre det på en måde, der virker naturlig for dig?
Undervisningsform
Kurset er meget handlingsorienteret og består af en række praktisk anvendelige "psykologiske værktøjer", der vil styrke din evne til og mulighed for konstruktiv konfliktløsning. Der indgår tests, som viser stærke og svage sider i din personlige konfliktløsningsstil. Desuden indgår der cases og træningsøvelser, som tager udgangspunkt i din hverdag. Det forventes, at alle bidrager med egne oplevelser og erfaringer og indgår aktivt i træningsøvelserne.
Kontakt os for nærmere information på info @ stressnet.dk
|